Hjertet hamrer ekstra hurtigt, hænderne føles klamme, du føler dig
ligbleg. Du står med et brev i hånden fra Familierådgivningen. Nogen har
underrettet om dit barn. Du ved ikke hvad du skal gøre af dig selv. Tankerne flyver.
Skal mit barn anbringes? Hvem er hende Charlotte jeg skal tale med.
Nogen har ramt dig på dit allermest sårbare sted: din rolle som
forælder – dit barn.
Det er mig, der hedder Charlotte. Jeg sidder i Familierådgivningens
modtagerteam og det er mig, der har inviteret dig til samtale. Du er inviteret
fordi nogen er bekymret for dit barns trivsel.
Hvad kan vi
hjælpe dig med?
Når jeg inviterer til samtale begynder min dialog allerede i
venteværelset, hvor jeg gør alt i min magt for at se venlig ud (jeg synes selv
jeg klarer det ok). Jeg giver forældrene - og barnet hvis det er med - et fast
håndtryk. Jeg forklarer hvor vi skal hen og kommer som regel med en kommentar
om, at gangene er meget lange og at jeg selvfølgelig er kommet til at booke
lokalet allerbagerst. Vi har tidligere haft åbent kontorlandskab i direkte forbindelse
med gangen. Det har vi ikke mere. Jeg føler mig nu knap så akavet ved det
faktum, at mine kollegaer har hørt selvsamme sætning i snit to gange dagligt i
den tid jeg har siddet i modtagerteamet. Jeg er opmærksom på at forsøge at
skabe en rar stemning omkring noget, der er alt andet end rart som forælder.
Til selve mødet er jeg opmærksom på, at få kommunikeret klart og
tydeligt omkring de aktuelle bekymringer, der er og jeg vil til enhver tid have
barnet i centrum. Men at have barnet i centrum og at afholde en vanskelig
samtale kan godt gøres på en måde, hvor forældrene både føler sig set, hørt og
anerkendt. Nich skriver i sit indlæg her at ”Dialog
er metoden til at afklare, hvad det præcist er, vi kan gøre for borgeren.” I
mit tilfælde handler det om at lytte til familien og at lytte til de pædagoger
eller lærere, der er omkring barnet og ved hjælp af dem danne mig et indtryk
af, hvad der skal til for at et barn kan komme i bedre trivsel.
Når det første møde med forældre går godt, når der bliver skabt en god
og ærlig dialog omkring bekymringerne, når vi har efterladt et godt
førstehåndsindtryk af vores afdeling, så er der grobund for at skabe
forandringer.
Udgang i
medgang
Du går ud af lokalet. Gangen virker nu knap så lang. Du er ved godt mod. Du føler at der er
en der har lyttet til dig. Der er fortsat bekymringer for dit barn, men du
føler, at der har været tid til at få skabt en god dialog omkring det videre
forløb og du mærker forhåbentlig, at du har talt med en, der i høj grad
forsøger at sætte sig ind i, hvad det vil sige at der bliver underrettet, at
nogen har ramt dig på dit allermest sårbare sted: din rolle om forælder – dit
barn.
- Hvilke tanker gør du dig, hvis du i dit arbejde har kontakt med borgere – hvilket førstehåndsindtryk ønsker du at efterlade?
- Hvordan anvender du dialogen som redskab i den proces?
Med ønske om en god dag til jer alle
Charlotte
