Hvis dialog er svaret - hvad var så spørgsmålet?
Måske var der slet ikke et konkret spørgsmål, men bare et et konstaterbart behov for kommunikation, hvis vi skal forstå hinanden. Den kommunale organisation er en af de mest komplekse opgaveporteføljer overhoved. Set i relation til en privat virksomhed så har vi en mangfoldighed af opgaver som ikke altid er indbyrdes logiske, som bliver besluttet et helt andet sted(Christiansborg) og som samtidig berører borgerne i deres mest følelsesladede og sårbare perisoder af deres liv. Vi skal løse opgaver og understøtte borgerne i lyst og nød og hen over et helt livsforløb. Det er der ikke nogen som helst private virksomheder der ville springe ud på et sådan marked. Når vi så samtidig lægger til at vi ledes af en bestyrelse der i sagen natur og den demokratiske ånd er uenige om retningen og vilkårene for opgaveløsningen så tror jeg vi har sat tyk streg under at vi kan noget særligt i kommunen.
Når vi helliger ugen til dialog er det jo ikke "bare" for at sætte fokus på noget blødt og udefinerbart som værdier. Dialogen er afgørende for at vi løser vores opgave godt og til borgernes bedste. Dialog er i nogel opgaveløsninger afgørende for om en familie kan blive sammen, om den ældre er tryg eller ulykkelig og - i nogle tilfælde - liv eller død.
Hvad er din erfaring? Kom med gode eksempler på hvornår dialogen har været den afgørende faktor for at din arbejdsopgave kunne løses. Jeg glæder mig til at læse om det :-)
Vaerdilogo
